CoF Degnbol forside

Degnbol med helt fremme til Champions of the Future

Anden afdeling af Champions of the Future blev i denne weekend kørt på Portimao i Portugal. Hele 9 danskere kørte med!
01.11.2020
Cecilie Røes Andersen

Anden afdeling af Champions of the Future blev i denne weekend kørt på Portimao i Portugal. Løbs-serien er stablet på benene af RGMMC, som blandt andet også arrangere FIA Verdens- og Europamesterskaberne. Serien er udviklet til teams og kørere, som ønsker at være med i en ekstra europæisk serie, som bruger det samme udstyr som til FIA serierne. Mange ser også Champions of the Future afdelingen, som en god mulighed for at træne til verdensmesterskaberne i næste weekend, som også køres på Portimao.

 

Mange danskere klar til start i et stærkt felt

Fremmødet var stort blandt danskerne: I OK Junior kunne man finde Julius Dinesen, Jonathan Weywadt, Tobias Clausen og Mathias Bjerre Jacobsen, mens man i OK klassen kunne finde Sebastian Gravlund, Noah Degnbol, Mikkel Højgaard, Alexander Hartvig og Rasmus Andersen blandt de i alt 164 kørere.

Med FIA Academy trophy vinder Conor Zilisch, verdensmester Ariel Elkin og Europamester Ugo Ugochukwo i OK Junior samt tidligere verdensmester Lorenzo Travisanutto i OK-klassen udgjorde de to klasser i Champions of the Future altså et spændende felt, hvor der nok skulle bliver kamp om podiepladserne.

 

 

OK Junior - 89 deltagere

Danskerne var desværre ikke med helt oppe foran i OK Junior feltet. I tidtagningen var Tobias Bille Clausen den hurtigste dansker med en 38. plads.

I de fem kvalificerende heats er danskerne heller ikke helt fremme i feltet - det var Jonathan Weywadt der slap bedst fra heatsne med en 19. plads. I prefinalen får Weywadt kørt sig godt frem, men på grund af en 5-sekunders tidsstraf måtte han nøjes med en 20. plads. Mathias Bjerre Jacobsen startede prefinalen fra en 34. plads men får kørt sig hele 11 pladser frem til en 23. plads!

 

Ugo Ugochuckwo vinder anden afdeling af Champions of the Future i OK Junior

Det blev Amerikanske Ugo Ugochuckwo, som løb med sejren i finalen!

Mathias Bjerre Jacobsen fik igen hentet en del placeringer og slutter finaleheatet på en 19. plads, som den forreste af danskerne. Weywadt slutter lige bagved Mathias - egentlig var han fremme som nr. 16 men med endnu en 5-sekunders straf, måtte han altså igen nøjes med en 20. plads.

 

OK Junior top-5

1. Ugo Ugochuckwo, USA

2. Rashid Al Dhaheri, Italien

3. Christian HO, Singapore

4. Ritaro Sato, Japan

5. Freddie Slater, Storbritannien

 

OK - 75 deltagere

Heller ikke i OK klassen var danskerne med helt fremme i tidtagningen. Noah Degnbol var den forreste dansker med en 23. plads.

Også i de kvalificerende heats klarede Degnbol sig bedst blandt danskerne, det blev til en samlet 16. plads som start til præfinalen. Degnbol var altså den eneste dansker, som kvalificerede sig til finalen i OK klassen. Alexander Hartvig sluttede med en samlet 46. plads, Rasmus Andersen med en 56. plads og Mikkel Højgaard med en 61. plads.

 

Degnbol rykker frem i præfinalen og finalen

Degnbol forbedrer sig over hele weekenden og i præfinalen rykker han fem pladser frem til en 11. plads, som altså blev hans startplacering i finalen.

I finalen får OK feltet en kaotisk start, men Degnbol formår at holde hovedet koldt og køre sig endnu fem placeringer frem igennem heatet og slutter altså weekenden helt fremme på en 6. plads!

CoF Degnbol

Noah Degnbol

 

I OK klassen var det dog franske Marcus Armand, som løb med sejren foran Svenske Wiliam Siverholm og Brasilianske Rafa Camara.

 

OK top-5

1. Marcus Armand, Frankrig

2. William Siverholm, Sverige

3. Rafa Camara, Brasilien

4. Josep Sobrepera, Spanien

5. Callum Bradshaw, Storbritannien

 

Alle weekendens resultater kan findes her.

© Copyright Gokartweb.dk